Sælg selv din bolig og spar penge
Selvom de fleste vælger at sælge deres bolig gennem en ejendomsmægler, er det ikke altid nødvendigt. Man kan sagtens sælge sin bolig selv og dermed spare mange penge på mæglerens salær. Der er både fordele og ulemper ved selv at sælge sin bolig. Vælger man en løsning uden ejendomsmægler, skal man først og fremmest være indstillet på at lægge en god portion arbejde i forberedelse til salg og markedsføring af boligen.
Spar mæglersalæret
En ejendomsmæglers salær for at sælge en bolig kan hurtigt løbe op i et anseeligt beløb. At spare mæglersalæret kan derfor være et solidt incitament for den boligejer, der har tid til og mod på at kaste sig ud i et selvsalg. At man ikke engagerer en ejendomsmægler betyder dog ikke, at man kan sælge sin bolig helt uden omkostninger. Nogle udgifter skal afholdes under alle omstændigheder i forbindelse med et boligsalg, og andre kan sælgeren med fordel afholde. Til den første gruppe hører eksempelvis oplysninger og dokumenter, der skal indhentes fra forskellige offentlige registre samt energimærkning af ejendommen. Herudover er det ofte en god idé for sælgeren at sørge for udarbejdelse af en tilstandsrapport og en elrapport for at leve op til betingelserne efter huseftersynsordningen. Ligeledes kan en sælger med fordel alliere sig med en boligadvokat, som kan tage sig af de juridiske spørgsmål, der uvægerligt vil opstå i en ejendomshandel. En bolighandel kan altså ikke gennemføres helt omkostningsfrit, og man skal derfor se muligheden for selvsalg som et billigere alternativ til salg gennem mægler.
Indhentelse af offentlige dokumenter
De offentlige dokumenter, der skal bruges ved en bolighandel, omfatter bl.a. BBR-ejermeddelelse, den offentlige ejendomsvurdering og energimærke, og det er sælgers ansvar at fremskaffe oplysningerne. Mange af dokumenterne kan indhentes via den såkaldte ejendomsdatarapport, der er tilgængelig på www.boligejer.dk ved hjælp af NemID-login. Mod betaling af 325 kr. får man herefter onlineadgang til alle oplysningerne fra de forskellige offentlige registre samlet på én gang.
Huseftersynsordningen
Når man sælger sin bolig, er sælger almindeligvis ansvarlig for skjulte fejl og mangler ved bygningen i 10 år efter salget af boligen. Det vil sige, at viser en mangel ved boligen sig inden for 10 år efter overtagelsen, er sælger ansvarlig for den, hvis den var til stede på tidspunktet for overtagelsen. Dette mangelsansvar kan man som sælger se sig fri for, hvis man lever op til betingelserne under den såkaldte huseftersynsordning. Det indebærer, at man skal sørge for at få udarbejdet en tilstandsrapport og en el-rapport, indhente tilbud på en ejerskifteforsikring og tilbyde køber betaling af halvdelen af præmien. Tilstandsrapporten og el-rapporten må ikke være ældre end hhv. 6 og 12 måneder.
Selvsælgerens opgaver
Vælger man ejendomsmægleren fra ved salget af sin bolig, må man selv påtage sig de opgaver, man ellers ville have betalt mægleren for at tage sig af. Det betyder, at man skal udføre et grundigt stykke arbejde med at gøre boligen klar til salg, finde sin pris, tage billeder og markedsføre boligen i øvrigt, så man kan finde en køber. Har man mod på opgaven, ender man måske oven i købet ikke alene med at spare mæglerens salær, for en selvsælger bestemmer selv alle trinnene i salgsprocessen og er således ikke afhængig af andre. Dermed kan mange måske undgå frustrationer over mæglerens fremgangsmåde eller arbejdstempo ved at sælge deres bolig selv.